Historien
Skuldelev Multikulturforenings historie
- er en historie der bugter sig
– med opture og nedture i en uendelighed.
Det skønneste er, at det ”endte med en optur”!
Foreningens egentlige formål er og var, at skabe gode rammer for idræts- og kulturliv i Skuldelev og omegn.
Kort fortalt blev foreningen dannet efter at jeg havde sat et læserbrev i den lokale ugeavis –
hvor jeg beskrev de vanskeligheder SSSK (Skuldelev-Selsø-Sportsklub Kilden) havde i forhold til at blive tilgodeset,
når der skulle fordeles tider i Skibby hallerne.
På det tidspunkt sad jeg som kasserer i fodboldforeningen, og vi havde lige afholdt et fællesmøde med konsulenter fra DGI
og bestyrelsesmedlemmer fra hovedbestyrelsen og gymnastik-, håndbold-, badminton- og fodboldafdelingen i SSSK.
Hele aftenen blev frustrationerne luftet – og da jeg gik hjem tænkte jeg: ”Hvis man her i Skuldelev kan samle sig
om at bygge et Kraft-Varme-Værk – hvorfor så ikke samles om en hal?”
Derfor skrev jeg læserbrevet – og samme dag blev jeg ringet op af Morten Petersen (bestyrelsesmedlem i Kraft-Varme-Værket) og Asger Clausen (bestyrelsesmedlem i SSSK). De tilbød begge at finde et par andre handlekraftige mennesker fra deres netværk, og derved blev der samlet en gruppe, som skulle undersøge muligheder for etablering af en fremtidig hal i Skuldelev.
Ideen med en hal i Skuldelev var langt fra ny. Gennem årtier havde SSSK arbejdet periodevis med projektet, men luften var gået af ballonen og ideerne henlagt til bedre tider.
Nu blev en gruppe etableret. Den bestod af Asger Clausen, Michael Olsen, Morten Petersen, Niels Jørgen Pedersen, Jan Jensen, Jan Clausen og så mig.
For mig at se handlede det om at gruppens medlemmer besad forskellige resurser så som energi, visioner, politisk tæft, vedholdenhed m.v.
Den gruppe der dannedes havde i rigt mål det hele og dertil en faglig indsigt i byggeri.
Samtidig havde Kommunalbestyrelsen i Skibby taget en beslutning om at etablere en fritidsklub i Skuldelev i en pavillon lige bag pensionistboligerne. Det lød ikke godt! Derfor kontaktede gruppen kommunen og foreslog, at hal byggeriet blev udvidet med en fritidsklub. Vi udarbejdede et forslag, hvor hal byggeriet blev til et ”multi-byggeri” for børn, voksne og ældre. Vores kongstanke var, at det var et byggeri, der skulle bruges fleksibelt i mange timer i døgnet af mange aldre.
Der blev besøgt haller, tænkt tanker og formuleret visioner……..
I foråret blev den første generalforsamling afholdt – navnet ”multikulturforening” indgik i navnet for at sikre, at vi kunne søge støtte til projektet bredt. Vi holdt også et borgermøde, hvor vi gennemførte et fremtidsværksted. Det var en meget inspirerende aften, hvor 60 mennesker arbejdede med og formulerede visioner fra fremtidens Skuldelev. Tanken var, at det skulle være en selvejende institution, som lejede lokaler ud til kommunen/amtet m.v.. Det blev ikke denne model der i sidste ende blev valgt – ikke mindst fordi kommunen mente, at de havde større mulighed for at styre udgifterne, hvis det var en kommunalt ejet hal.
Undervejs er mange muligheder undersøgt.
Èn ting jeg har lært er, at støttekroner flyder til store, prestigefyldte projekter.
Vi har f.eks. undersøgt muligheder for EU støtte: det ville koste en mindre formue bare at udarbejde ansøgningen!
Vi har undersøgt muligheder i Lokale – og Anlægsfonden, hvor vi deltog i en konkurrence ”fremtidens forsamlingshus” – og selvom vi var med langt – fik vi ingenting ud af det samarbejde.
Der gik rigtig meget tid med alle disse spekulationer/projekter/arbejdsopgaver, som ikke gav resultater – men i stedet for gav en masse arbejde (og erfaringer).
Hele vejen igennem - alle de første år - havde vi et eksemplarisk samarbejde med kommunalbestyrelsen.
De ville rigtig gerne lave noget visionært og fremtidssikret.
Et stort gennembrud kom, da kommunalbestyrelsen besluttede at henlægge 1 million årligt til byggeriet. Det gik godt det første år – men allerede året efter – da vi egentlig havde 2 millioner på opsparingskontoen – var økonomien (man fristes nærmest til at sige IGEN) i krise – og de to millioner blev hevet hjem igen til at dække huller i den trængte økonomi.
I valgkampen op til kommunevalget i november 2001 var der ingen tvivl om, at byggeriet skulle iværksættes i Skuldelev, hvis styrkeforholdet i kommunalbestyrelsen blev bibeholdt. Vi var lettede, da der hele tiden havde flydt en understrøm af andre dagsordener.
Vi troede på det endnu engang.
Efter valget opstod der mange politiske rævekager, og det endte med, at Venstre fik borgmesterposten. Venstre var desværre imod byggeriet, og nu sad Borgmesteren med et flertal for et byggeri, som i alt fald ikke var hans partis kop te. Det var ikke en hensigtsmæssig situation. Det betød, at Multikulturforeningens bestyrelse ikke kom med i dialoger, beslutninger m.v. Der blev holdt meget få møder i styregruppen og resultatet blev, at Skuldelev fik en traditionel hal med cafeteria, sløjdlokale og nogle lokaler til fritidsklubben. Men den visionære tanke med en fleksibel udnyttelse blev væk i processen, fordi dialogen blev væk.
I september 2003 blev en dejlig hal indviet.
Det var en rigtig stor oplevelse for rigtig mange mennesker. Hallen gav et pust til Skuldelev’ernes selvfølelse – og optimale muligheder for skoleidræt og idrætsforeningen SSSK.
Det har givet en dejlig opblomstring for især badminton – og håndboldafdelingen, som har fået ekstra gang i de sportslige udfoldelser.
Da hallen stod der – opstod et tomrum i foreningens arbejde – nu skulle foreningen nyorientere sig.
Vi har afholdt mange slags aktiviteter – så det multikulturelle er synligt. Igennem mange år er der hvert år afholdt Loppemarked i samarbejde med SSSK. Ligeså er det blevet en tradition, at stå vagt ved en port ved Roskilde Festivalen og afholde et årligt, velbesøgt Bankospil. Disse aktiviteter har både skaffet penge i kassen – men også skab fælles oplevelser.
I de sidste 3 år har vi udgivet en folder i samarbejde med Bylauget, SSSK og andre foreninger i Skuldelev og omegn. Folderen indeholder overblik over det kommende års arrangementer og aktiviteter i og omkring hallen/byen/egnen.
Nogle af pengene er også blevet brugt til tilskud til forskellige ting i hallen og cafeteriaet. Alt køkkengrej er betalt af foreningen, ligesom vi har indgået et betalings fællesskab med kommunen og badmintonafdelingen, da der skulle anskaffes gardiner. Foreningen har købt en projekter og materiale til de yngste medlemmer af fodboldafdelingen. Håndboldafdelingens ungdom har været til stævne i Holstebro og sådan er der ydet bidrag til meget forskellige ting.
Af kulturelle aktiviteter har vi arrangeret aftener i forbindelse med Skibby Kommunes kulturuger og historiske foredrag er afholdt – ligesom vi har ”sat lyd” til de gamle Skuldelev film fra 1950’erne” og meget mere.
Foreningen har også planer om at bidrage til Skuldelevs fødselsdagsfest – som skal fejres henover 2008.
Mange år – mange aktiviteter – mange opture og mange nedture.
Men det hele har vist sig besværet værd – en dejlig hal står til rådighed for børn og voksne. Alle der besøger hallen roser den for dens æstetik og rare atmosfære, og samtidig har visionen om den skabt mange gode dage over de sidste 10 år.
Bestyrelsen har været stabilt arbejdende gennem alle årene. Alle – både de, der har været med hele vejen – og de, der gav nogle års arbejdsindsats – har bidraget med ideer, energi, arbejdskraft, tid mv. Det var aldrig gået uden deres indsats.
Østby, den 20.september 2007
Nanny Kragh Mortensen
Tidligere formand for Skuldelev Multikulturhusforening
Fra de første spæde skridt indtil april 2007.